Uden Manual!
Principper for en kritisk, refleksiv og nyttig dialog i en diagnosekultur
Underviser: Tom Strong, Canada
Kursus for alle interesserede!
Vinther og Mosgaard Kurser er stolte over at kunne præsentere et nyt navn i Danmark, professor Tom Strong, som gennem mange år har beskæftiget sig med dialogiske og kollaborative praksisser og bl.a. sammen med Karl Tomm på Calgary Universitet har forsket i mere hjælpsomme måder at gå til diagnoser og professionelle samtaler med mennesker.
Tom vil trække på diskursive terapiformer som narrativ, løsningsfokuseret og kollaborativ terapi samt på diskursiv forskning i terapeutiske praksisser. Han vil herigennem præsentere en forståelse og en tilgang til meningsskabelse og til samtalepraksis, som har fokus på, at begge dele er forhandlinger.
På mikroniveauet præsenteres og udforskes principper for denne slags forhandlinger i dialoger ansigt til ansigt. På et overordnet makroniveau undersøger Tom institutionelle og professionelle alternativer. Her vil han trække på eksempler fra den såkaldte Diagnostic Alternatives Summit, fra sit terapeutiske arbejde på Calgary Family Therapy Centre og fra aktionsforskning.
Workshoppen vil udstyre deltagerne med ideer såvel som øvelse i at anvende disse ideer i dialoger, som klienter faktisk oplever som hjælpsomme, og i professionelle og institutionelle dialoger, hvor endnu større forandringer i den professionelle praksis vil blive drøftet.