”Jeg vil sammen med kommunerne i regi af partnerskabet med KL gøre op med den ineffektive indsats og sørge for, at vi får udbredt de bedste metoder til hele landet. Det skylder vi især børnene, men også skatteyderne. Der er god økonomi i gode liv. Og rigtig dårlig økonomi i dårlige liv.”
Sådan kunne man tilbage i 2012 høre daværende Social- og Integrationsminister Karen Hækkerup udtale sig om behandlingsarbejde i offentligt regi.
Ministeren var selvfølgelig optaget af, at behandling skulle være effektiv og dermed til nytte for såvel borgerne som samfundet. Det er jo svært at være meget uenig i som en ide til efterstræbelse. At hun samtidig fik insinueret, at de offentlige behandlere hovedsageligt var ineffektive i deres arbejde, var forhåbentlig ikke hendes hensigt, og vel sagtens ikke særligt anerkendende overfor en hel gruppe hårdtarbejdende terapeuter, pædagoger, socialrådgivere, lærere mv. Med støtte i en analyse fra Rambøll proklamerede Karen Hækkerup, at vejen til større effektivitet skulle gå gennem udrulning af de bedste metoder, nærmere bestemt evidensgodkendte metoder.
Denne ide om metodens altafgørende betydning for god effekt er naturligvis ikke ny. Debatten mellem på den ene side fortalere for særlige evidensbaserede metoder og på den anden side mere kontekstuelt optagede forskere og klinikere har raset i mange år. Fortalere for evidensbaserede metoder argumenterer for, at vi skal benytte særlige velundersøgte metoder, der ved randomiserede kliniske forsøg kan dokumentere den stærkeste effekt. Disse skal så være førstevalg og tilgængeligt for alle lidende og benyttes af alle terapeuter.
Og fantastisk nok har mani Sverige været konsekvente og forfulgt tanken helt ud i praksis. Siger det mon noget om Sverige? Som i Danmark var man udfordret af massive udgifter på grund af psykiske sygdomme. Det blev vurderet, at psykisk sygdom kostede det svenske samfund ca. 70 milliarder kr. om året. For at imødegå dette, gjorde man netop, som den danske minister kunne ønske sig.
Gennem et projekt over 8 år og med en udgift på svimlende 6,7 milliarder svenske kroner udrullede man i 2008 en ambitiøs plan om, at alle behandlere skulle uddannes og benytte den kognitive metode til alle borgere med psykiske vanskeligheder. Ambitionen var simpelthen af levere så meget kognitiv adfærdsterapi pr. indbygger som muligt.
Og resultatet? Ikke i nærheden af, hvad Karen Hækkerup eller de svenske politikere kunne ønske sig. Tværtimod! Udrulningen og ensretningen medførte ikke flere psykisk syge i arbejde, der er kom ikke flere raske, men derimod er flere blevet syge, flere er blevet uarbejdsdygtige og medicinforbruget steg. Dertil kan man spore mange utilfredse og frustrerede behandlere, der måtte stå model til dette luftige og enøjede projekt.
Den svenske rigsrevisions afsluttende rapport konkluderede da også med en tydelighed anbefaling til den svenske stat om at gå bort fra satsningen på en enkelt metode som svaret på udfordringerne. Erfaringen fra Sverige vidner om, at man ikke umiddelbart kan stole på hævdelsen af specifikke metoders overlegenhed og afgørende betydning for effekt. Det vil en hel forskningstradition ellers påstå.
I Vinther og Mosgaard er vi optagede af, at tilbyde alternativer til en snæver forståelse af metoder og behandling. Vi tænker, at behandling skal være virksom og hjælpsom, samt give mening for dem, der bruger os. I forlængelse heraf har vi den store glæde at tilbyde specialistkurset Forskning og Formidling med de garvede og underholdende kapaciteter Susanne Bargmann og Scott Miller. På dette 5-dages kursus vil du blive klædt på til kritisk at kunne tyde og læse forskningslitteraturen, ligesom du vil blive introduceret til, hvad mere end 50 års forskning konsekvent peger på som de virksomme faktorer i behandlingsarbejde. Du kan se tidligere deltageres erfaringer fra kurset lige her.
Bruno Vinther, oktober 2016